Et dilemma er en mere eller mindre "umulig" situation, hvor ingen løsninger synes fremkommelige. Det er ikke det samme som at have et problem, for problemet ligger i en eller anden forstand uden for én. Et dilemma er noget, man er i. Det er dermed noget mere personligt, der drejer sig om at skulle vælge, og dette valg har ubehagelig konsekvenser, der kommer til at berøre én personligt. Man skal vælge – og kan ikke – fordi man ikke er parat til at betale, hvad det koster.

Det er denne situation, Jens Berthelsen bygger sin pædagogiske idé på. Han kobler arbejdet med dilemmaer til forståelsen af en genuin læring, som bliver en personlig proces. Han siger ikke, at dilemmaet blot skal løses, nej dilemmaet skal snarere uddybes. Det skal føre frem mod en personlig involvering og stillingtagen.

Over et dilemma er der noget uafviseligt, det trænger sig på i en dybere forstand, det bliver noget, man ikke uden videre kan afvise. Derfor er et dilemma en drivkraft, der motiverer for et dybere engagement, for en søgen, der måske kan føre frem mod – en afklaring, der igen kan føre videre frem mod en beslutning, en stillingtagen og et valg.

Den dilemma tænkning, der hermed kommer ud af det, siger Berthelsen, lægger vægt på søgen og spørgen – frem for konstatering og forklaring. Den lægger vægt på divergent frem for konvergent tænkning, mangfoldighed frem for entydighed, noget følelsesmæssigt frem for noget logisk, noget alment frem for noget specielt. Dermed kommer selve denne tilgang til læringen til at sætte sig et yderst ambitiøst mål: den vil hele bruddet i vores tænkning, vores stadige dualisme, hvor vi er spændt ud mellem følelse og fornuft, mellem den digitale tænkning og den analoge. I stedet skal tænkningen fungere som den helhed, den engang var.

Når dette læringsprojekt bliver særlig aktuelt i vores opbrudssamfund, hænger det sammen med, at vi i dag opsplitter for at kunne stå fuldstændig frit og ubundet. Vi lever i en verden, hvor spørgsmålet om sammenhæng hele tiden er op til den enkelte. De store tilværelsesforklaringer er forsvundet, derfor står vi i et dilemma, og derfor lever vi med konfrontationen at skulle skabe sammenhængen – eller miste den fuldstændig. Vi skal forbinde de mange opsplittede informationer – og vi skal træffe de nødvendige valg for at få mening og sammenhæng i vores tilværelse. Vi skal gradvis tilegne os en ny holdning til det kaotiske. Det er en holdning, der både omfatter at kunne sætte ord på situationerne – og gribe dem konstruktivt an.

Men hvordan gribes noget sådant an i undervisning? I Berthelsen forskningsmæssige forsøg er der tale om undervisning i slægt med såkaldte træningsgrupper eller T-grupper, kendt fra socialpsykologisk træningsøvelser. Her skal deltagerne inddrage deres egne erfaringer i en fælles gruppeproces, der overordnet styres og koordineres af særlige trænere. Der er også tale om at inddrage et formaliseret rollespil omkring rådgivning med egne erfaringer og med bearbejdning i en gruppeproces. Her ligger en vigtig side ved det udviklingsarbejde, der berettes om i bogen. Det er også her, der ligger mange muligheder for at anvende bogens ideer i andre typer af pædagogiske situationer.

En vigtig side ved en sådan forståelse af læring er knyttet til modstand. I den traditionelle form for undervisning vil man kunne hævde, at modstand blokerer og hindrer, at noget læres. I arbejdet med dilemmaer er det nærmest det modsatte, der er tilfældet. I bogen udtrykkes det direkte på denne måde: " Modstanden er en naturlig del af læreprocessen og et positivt tegn på, at man er ved at nærme sig et sted, hvor læring er mulig". Det sætter rammen for en læring, der er personlig og eksistentiel eller måske snarere terapeutisk i sit sigte. Og det er her, der skabes en ny forståelse af vigtige sider ved læreprocessen i det moderne samfund. Måske netop den side ved postmoderne læreprocesser, der lægger vægt på det grænseoverskridende i situationen - og så alligevel kravet om at præstere den personlige kompetence med hensyn til at kunne håndtere disse situationer og træffe de nødvendige valg. Dilemmaer bliver en del af livsvilkårene, derfor hører de også hjemme i den pædagogiske tænkning.

Med dette som udgangspunkt, er det indlysende, at dilemma-tænkning har en klar relevans og appel for børn og unge – og må kunne opfattes som en ny og spændende mulighed i både skole og videregående undervisning. Børn og unge vokser op med mange modsætninger, som ikke uden videre kan gøres usynlige. De skal lære både at leve med dem og at håndtere dem, de skal lære at stille spørgsmål, der er konstruktive – og de skal lære at træffe vanskelige valg. Det er efter min mening en tilgang, der er er i dyb overensstemmelse med en modernitets-synsvinkel.

Som faglig afhandling har Jens Berthelsen sat sig for at formidle sine analyser af dilemma-læring uden at sætte selve dilemmaets inderste væsen over styr. Det er i sig selv et eksperiment og et valg, som også koster noget. Men det er efter min mening lykkedes. Der stilles mange spørgsmål i bogen og flere end der gives svar på. Bogen kaldes en "faglig fortælling", hvor læseren er inddraget. Det er i sig selv spændende og fører frem mod en formidling, der ikke alene er læservenlig, den er også inspirerende og befordrende for at tænke videre. Selv at gå i gang med at stille nogle spørgsmål og måske endda give bud på nogle af bogens mange åbne udgangsmuligheder.

Og det er sådan set ikke den dårligste udgang på at befinde sig i et dilemma: man begynder at forholde sig til verden på en ny måde. Man lærer i ordet dybeste betydning.

Per Schultz Jørgensen